Jens Brabrand

Sådan kan dit netværk åbne døre, du ikke vidste fandtes.

Hvordan opnår man succes i karrieren? Mange vil pege på hårdt arbejde, talent og uddannelse, men forskningen viser, at der er én faktor, som ofte gør hele forskellen: Netværk.

Christoph Ellersgaard, forsker og medforfatter til flere bøger om magteliten i Danmark, har brugt over et årti på at studere magtens kerne i samfundet. I en artikel i Berlingske Tidende fastslår han, at relationer er en uundgåelig del af en succesfuld karriere. Ifølge Ellersgaard er det svært at forestille sig en karriere uden på et tidspunkt at trække på de forbindelser, man har skabt gennem tiden.

Forskning understøtter hans pointe. Hans kollega, Lasse Henriksen, har i en undersøgelse analyseret over 70.000 karriereforløb og fundet konkrete beviser for, hvor meget forbindelser betyder. Ifølge studiet stiger chancen for at få et job med 40 procent, hvis man har to bekendte på en arbejdsplads, der også kender hinanden. Hvis én af disse er leder, fordobles chancen yderligere.

Netværk handler ikke blot om tilfældige kontakter, men om at skabe meningsfulde relationer, der kan være gensidigt fordelagtige. At mestre kunsten at bygge relationer kræver pleje og tilstedeværelse – også når det føles som en udfordring. Som Ellersgaard siger i Berlingske: “De kommer til arrangementer, også selvom de ikke rigtigt gider. De skal sende et signal om, at de er der.” Synlighed og engagement er nøgleord, når det gælder om at styrke sine professionelle forbindelser.

Et stærkt netværk er ikke kun forbeholdt dem, der starter tidligt. Enhver, der aktivt investerer tid i at pleje og udvide sine relationer, kan opbygge et netværk, der åbner nye muligheder. Det er aldrig for sent at begynde at skabe forbindelser, der kan hjælpe dig på vej.

Hvis du vil styrke dine relationer, handler det om at deltage aktivt og tage initiativ. Vær nysgerrig, tilbyd værdi til dit netværk, og vær til stede i miljøer, hvor du kan møde mennesker, der deler dine interesser og ambitioner. Relationer handler ikke kun om at få, men også om at give – og den gensidighed er ofte fundamentet for de stærkeste forbindelser.

Artiklen i Berlingske Tidende fremhæver, hvordan netværk er nøglen til mange af de muligheder, vi får i livet. Du kan læse mere i artiklen her: Læs artiklen i Berlingske Tidende.

Hvordan vil du investere i dit netværk i dag?

At fortælle historier ligger dybt forankret i mennesker. Det handler nemlig om vores overlevelse.

Vi skruer lige tiden ca. 70.000 år tilbage, hvor Den Kognitive Revolution ændrede urmenneskets måde at kommunikere på. Formentligt var det en genetisk mutation i hjernen, der betød, at vores tankevirksomhed og sprog blev mere avanceret, og homo sapiens begyndte at fortælle historier. 

Det var ganske nyttigt, når jægere og samlere skulle dele information om de farlige dyr, der gemte sig i buskadset, og om hvilke planter, der var giftige. Sproget blev også brugt til at opdyrke vigtige sociale relationer, indgå alliancer og lave aftaler om at arbejde sammen mod et fælles mål. 

Mennesket er et flokdyr, der nødigt undværer sin stamme. Sammen er vi jægere – alene er vi byttedyr. Så evnen til avanceret kommunikation og til at fortælle historier handlede grundlæggende om overlevelse.

Nok historietime – lad os skrue tiden frem til i dag. Jeg er nemlig fascineret af, hvordan reptilhjernen har fulgt os hele vejen, om end den kan have svært ved at tilpasse sig en moderne livsstil og et driftigt erhvervsliv. Vi har urmennesket med på arbejde og ind i mødelokaler, kollegiale forhold og samarbejdsrelationer, hvad enten vi vil vedkende os vores primitive forfader eller ej.  

Det handler heldigvis ikke længere om liv eller død i bogstavelig forstand, men der er stadig meget, der afhænger af vores evne til at fortælle historier. Og her må vi nok erkende, at mændene – både dengang og nu – ofte er bedre til at fortælle om egne bedrifter og egne succeser. Det er særligt udpræget hos kynikeren og den ledertype, der har ulvens karakteristika, som jeg tidligere har skrevet om. 

Der er hos nogle af mændene ligefrem en tendens til praleri. Fisken var reelt ikke så stor, som hænderne viser. Dyret på savannen var måske ikke så farligt som fremstillet i historien, men jægeren blev set, hørt og respekteret for sit mod og sine evner. Imens samlede kvinderne bær, passede ilden og tog sig af det nære – formentligt uden de samme store armbevægelser. 

Den medarbejder eller den leder, som taler højest og fortæller flest historier, får mest opmærksomhed. En opmærksomhed, der er et meget vigtigt element i spillet om at få de spændende opgaver, den gode løn eller det attraktive job. Uden historierne og de store armbevægelser risikerer man at blive overset. 

Kvinder har i dag et højere uddannelsesniveau end mænd, og forude venter der dem gode job. De er dygtige, flittige og gode til deres arbejde. Men på et tidspunkt bliver de overhalet af mændene. Det er der mange strukturelle grunde til, som kræver mere end et blogindlæg at få afdækket, men vi finder også en grund 70.000 år tilbage i tiden. Nemlig evnen til at fortælle de gode historier fra jagtmarken.

Min opfordring til de mange dygtige kvinder ude i de danske virksomheder er, at de skal blive bedre til at fortælle jagthistorier. De skal sørge for at blive set og hørt, for det – i kombination med deres faglige kompetencer – er et kraftfuldt, karrierefremmende våben. 

Opfordringen gælder også de mænd, som måske ikke larmer helt så meget. De mænd, der foretrækker at holde sig i baggrunden og derfor ofte må se sig overhalet af de mere iørefaldende typer med et arsenal af gode historier. 

Uanset køn er en vigtig pointe være en troværdig historiefortæller. Lad være med at gøre fisken længere og dyret farligere. Fortæl ærligt og overbevisende om succeser, sejre og stjernestunder. Og husk, at overdreven pral og løgnehistorier som regel bliver afsløret på et tidspunkt. 

Vejen opad i systemerne er ofte gennem den gode historie. Om man kan lide det eller ej – sådan er spillereglerne, når urmennesket er med på arbejde. 

Det er også urmennesket, der stikker hovedet frem, når vi bliver pressede. Helt grundlæggende har vi tre måder at reagere på i situationer, hvor vi føler os truet af kolleger, chefer og store udfordringer: Kæmp, flygt eller spil død! 

Personligt stemmer jeg for at tage kampen op og dyrke de gode historier. 

Jeg er helt med på, at det måske kan være en anelse letkøbt og unuanceret at sammenligne lederskab med forældreskab. Men nogle af mekanismerne er så sammenlignelige, at jeg mener, at der er en del refleksion at hente i koblingen mellem de to roller. 

Derfor handler dette blog-indlæg om, hvem der tømmer slikskålen fredag aften. 

Vi har alle været børn engang, og måske har de fleste af os selv børn. Vi kender derfor alle trickene i bogen, når det handler om at få mest muligt. Om at opnå fars og mors gunst. Om at positionere sig i familien – og hvis muligt, måske på bekostning af søskende. 

Slikskålen på sofabordet er fyldt, og den, der sidder længst fremme på spring, får det bedste og det meste. Det barn spiser løs af både vingummier og lakridser, mens de sørgelige rester ligger tilbage i skålen til den bror eller søster, som måske har fået sat sig lidt for mageligt til rette i sofaen. 

Men måske ender det grådige barn også med ondt i maven og en dårlig smag i munden. 

Det er nemlig bagsiden af den medalje, som de ærgerrige ellers gerne smykker sig med. I enhver virksomhed er der medarbejdere og mellemledere, der ligesom nogle børn sidder langt fremme i sofaen. De er dygtige til at lægge opgaver og ansvar til rette, så de selv får mest muligt ud af det, mens kolleger står tilbage med tomme hænder og udsigten til en slunken slikskål.

Jeg har tidligere skrevet om stakeholder management, og hvordan kynisme kan være en positiv egenskab, hvis man ønsker at avancere opad i systemet. Kynikeren har primært egen position, egne relationer og egne resultater for øje og tænker ikke på, hvor meget slik der tilbage til resten af familien.

Men kynikere – og børn – der ikke opfører sig ordentligt undervejs, er sjældent populære. Ingen gider lege med dem, der snyder, lyver og bedrager, og det er her, du som leder skal være særligt opmærksom. For du kan risikere ufrivilligt at blive stakeholder i et spil, som du slet ikke har interesse i at deltage i.

Og så er vi tilbage ved lederskab vs. forældreskab. Kynikeren, der har rettet sigtekornet mod en styrket position til sig selv, kan finde på at spille topledelsen ud mod hinanden. At gå til den ene direktør, hvis den anden siger nej. At få CEO’ens opbakning til en idé, som CFO’en har sagt nej til at finansiere. At lave aftaler på det uformelle skakbræt, jeg også tidligere har skrevet om. 

Udadtil optræder direktioner som regel som en samlet og enig enhed. Når de står dér på ølkassen, så er de alle rørende enige om retning og strategi. Men de organisatoriske niveauer lige under ved godt, at det ikke er tilfældet. Og det er der nogen, der udnytter.

Ligesom der er børn, der udnytter at gå til far, når mor har sagt nej. Børn, som spiller forældrene ud mod hinanden for egen vindings skyld. ”Jamen, far sagde, at jeg godt måtte tage alle lakridserne.” Men her skal far og mor være skarpe på, hvilke regler der gælder, når slikket skal fordeles. Og selv om de måske ikke er enige om antallet af stykker, så skal de i det mindste være enige om ikke at love mere end fællesskabet kan bære. 

For det er netop fællesskabet, der er det centrale. Familien som samlet flok. Virksomheden som helhed, hvilket jo er det, der er direktionens fornemmeste opgave at styrke. Hensynet til enkelte kyniske mellemledere eller særligt grådige børn må ikke overskygge arbejdet for det overordnede formål, og der bør i topledelsen være konsensus omkring, at det er ”no go” at spille dem ud mod hinanden.

Børn er forskellige – heldigvis. Det samme er tilfældet med medarbejdere, og hvad enten man er forældre eller topchef, er opgaven at fremelske det bedste i dem hver især. 

Det er ikke urimeligt at bede det grådige barn om at spise pænt og nøjes med ét styk slik ad gangen, eller at opfordre søster eller bror til at komme lidt frem i sofaen i stedet for at sidde sur, sliksulten og demotiveret tilbage i puderne. Og hvem ved? Måske bliver det undervejs tydeligt, at førstnævnte faktisk bedst kan lide lakridser, og derfor har det fint med at overlade vingummierne til sidstnævnte.

Forvalter man som ansvarlig leder dette bevidst og hensigtsmæssigt, er der gode forudsætninger for, at slikskålen på sigt bliver større – til glæde for alle omkring den.